Sommeren '45 – 2. udgave

Som en markering af 85-året for besættelsen og 80-året for befrielsen udkommer en ny udgave af Per Stig Møllers anmelderroste værk "SOMMEREN '45 – Fra overmod til mismod."

Den nye udgave indeholder et helt nyt efterskrift, hvor Per Stig Møller trækker linjer fra efterkrigstiden til Europas nuværende politiske situation. Han retter blikket mod det hærgede og sønderbombede Tyskland i 1945, og reflekterer over, hvordan historiens store omvæltninger spejler nutidens forandringer i Europa.

"SOMMEREN ‘45" giver en detaljeret skildring af tiden efter befrielsen, hvor jubelen over den genvundne frihed hurtigt blev afløst af politiske og moralske opgør. Modstandsbevægelsen blev mistænkeliggjort, flygtninge vendte hjem fra Sverige, og de politiske fronter blev trukket op inden efterårets første folketingsvalg i det befriede Danmark. Med indsigt og grundighed viser Per Stig Møller, hvordan denne skelsættende tid lagde kimen til den moderne velfærdsstat.

Ved sin første udgivelse blev "SOMMEREN '45" rost for dybdegående research og skarp analyse. Med denne nye udgave får både nye og gamle læsere mulighed for at genbesøge en afgørende periode i dansk historie og reflektere over dens betydning for vores samtid.

PER STIG MØLLER, født 1942, er dr.phil. og tidligere minister. Kaj Munk-ekspert og forfatter til en række anmelderroste bøger som "Tanken er fri – men sandheden ilde hørt" (2024), "Afgørende øjeblikke" (2022) og "De fire isbjerge" (2018). Aktiv debattør, politisk kommentator og foredragsholder.