Fortællingen om Skandinavien

Ydre politisk pres får os i disse år til at genoverveje, hvad det vil sige at være dansker og skandinav. Danmark og Skandinavien er imidlertid ikke historien om fredelig kontinuitet og lighed, men om dramatiske brud, ydre påvirkninger og politiske omvæltninger. Det viser Stein Ringen i den nye bog Fortællingen om Skandinavien. Vikinger, tyranner og demokrater, hvor han genfortolker 1200 års historie i Danmark, Norge og Sverige.

Som professor i sociologi og socialpolitik ved Oxford Universitet undersøger Ringen, hvordan religion, statsdannelse, imperialisme og sociale konflikter formede regionen fra at være et simpelt og tilbagestående nordeuropæisk område beboet af indbyrdes bekrigende agerbrugere og krigere til at blive moderne demokratier.

Bogen udfordrer myter og forestillinger om det særligt nordiske og viser, hvordan de skandinaviske samfund i stedet blev til gennem ydre pres, store krigsnederlag og langsomme reformer. Samtidig giver den en stemme til den brede skandinaviske befolkning: en fattig underklasse, som ofte er blevet overset i historieskrivningen.

Resultatet er en kritisk og samlet fortælling om Skandinaviens vej fra rå magt til politisk lighed – og om hvordan regionen blev et af verdens mest stabile samfund.

STEIN RINGEN, f. 1945, er en norsk sociolog og politolog. Han er professor i sociologi og socialpolitik ved Institut for Socialpolitik og Intervention ved Oxford Universitet og fellow ved Green Templeton College.