DE GRÆNSELØSE

Hvornår gik det op for professor Bent Meier Sørensen, at modkulturen var død? Det skete i et øjeblik på natklubscenen i The Box i New Yorks downtown, hvor han fik sine briller slået af og smadret i en nærkamp med en transvestit iført bjørnekostume. "Hvad der engang var et oprør mod urimelighed, overmagt, racisme og homofobi, var nu degenereret til konstant pirring (…) og støj," fortæller han.

Oplevelsen i New York blev samtidig et spejl på en større virkelighed: En ny, grænseløs trussel rejser sig – denne gang fra vest. Donald Trump og hans Tech-allierede udfordrer de grundlæggende principper, det internationale samfund bygger på. Parallelt vokser en giftig modbevægelse frem mod årtiers identitetsbårne følelseskultur – en reaktion, der ikke blot sætter demokratiets fundament under pres, men også vores evne til at skabe fælles retning.

I De grænseløse stiller professor Bent Meier Sørensen skarpt på en civilisation i opløsning. Vi har nedbrudt alle grænser og sat os selv fri – men til hvilken pris? Sørensen argumenterer for, at de sidste 60 års nedbrydning af de normer og strukturer, der skabte det fællesskab, som vores samfund bygger på, har banet vejen for Big Techs indtog i alle afkroge af vores og vores børns liv. Tech-giganterne og de sociale medier er ikke blot blevet kommercielle supermagter – de fungerer også som geopolitisk ammunition og bruges aktivt til at underminere sammenhængskraften i vores demokratier.

Fra ungdomsoprør til postmodernisme, fra pornoens frigørelse til Big Techs totale dominans – alt blev drevet af idéen om menneskelig frigørelse. Men hvilket menneske har denne udvikling skabt? De grænseløse beskriver "psykologmennesket" – de første "digitalt indfødte" – som et individ, der skal finde meningen i sig selv, fordi der ikke længere er nogen fælles, sakral mening at overtage. Resultatet er en kultur, hvor grænseløs individualitet, narcissisme og følsomhed bl.a. bliver redskaber til selvpromovering i "et traumebingo for grædende kendisser." En kendsgerning, der stod klart for Sørensen efter en omgang fællessang på CBS i 2016, hvor hans sangvalg var ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Men der er håb. De grænseløse er ikke blot en kritik, men også et opråb til handling. Med historisk indsigt og personlig refleksion viser Sørensen veje til at genskabe en fælles fortælling, træne modstandskraft og genopdage kulturens betydning.

For alle, der interesserer sig for samfundets udvikling, teknologiens magt og Vestens fremtid, er De grænseløse en vigtig bog.

BENT MEIER SØRENSEN, født 1967, er ph.d. og professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Kommentator og forfatter til den anmelderroste og prisvindende bog Skærmens magi (2018).