BERLIN 1945
Med "Berlin 1945 – frihedens sommer" kommer den tyske bestsellerforfatter Oliver Hilmes nu med opfølgeren til sin internationale succes "Berlin 1936", der handler om de Olympiske Lege i Berlin i august 1936 – en begivenhed, der fungerede som en nazistisk magtdemonstration over for resten af verden.
I "Berlin 1945" genbesøger Hilmes byen ni år efter det storslåede OL og fortæller historien om nazismens fald og krigens afslutning. Det sønderbombede Berlin danner baggrundstæppet for de magtspil, aftaler og alliancer, der blev indgået mellem de sejrende parter.
I Schloss Cecilienhof lige uden for Berlin mødes Churchill, Truman og Stalin til Potsdamkonferencen i sommeren 1945, hvor de sætter rammerne for den nye globale orden. Samtidig kæmper almindelige berlinere for at overleve blandt ruinerne og forstå omfanget af de forbrydelser, som er begået.
"Berlin 1945 – frihedens sommer" giver et intenst portræt af den korte periode, hvor fremtiden endnu var uafklaret. Hvor Europa vaklede mellem håb, frihedsekstase og frygt for en uvis fremtid, og hvor grundstenene blev lagt til NATO, FN og den verdensorden, der i dag er under angreb.
Oliver Hilmes kombinerer det storpolitiske drama med skæbnefortællinger fra gaderne i Berlin. Resultatet er en medrivende, dokumentarisk fortælling om både historiens store drejninger og de små menneskelige øjeblikke midt i kaos.
OLIVER HILMES, født 1971, har en ph.d. i samtidshistorie og arbejder som kurator for Stiftung Berliner Philharmoniker. Han er forfatter til flere kunstnerbiografier. På dansk udkom i 2016 den internationale bestseller "Berlin 1936. 16 dage i august"
.